GlenAllachie
I 1967 blev destilleriet GlenAllachie grundlagt, og i februar 1968 begyndte den første "new make" at løbe fra kedlerne. GlenAllachie, der betyder "The Valley of the Rocks", blev opført som et resultat af det store whiskyboom i 1960'erne, hvor produktionen i Skotland steg markant, primært på grund af den amerikanske efterspørgsel. De første ejere af destilleriet var Mackinlays, et datterselskab af Scottish & Newcastle Breweries. Arkitekten William Delmé-Evans, der også stod bag designet af flere andre skotske destillerier, var ansvarlig for byggeriet. I 1985 solgte Scottish & Newcastle Breweries selskabet Mackinlays til Invergordon Distillers, og i 1989 blev GlenAllachie en del af Campbell Distillers (nu Pernod Ricard). I oktober 2017 blev destilleriet købt af den legendariske Billy Walker og hans to forretningspartnere.
Destilleriet er udstyret med en 9,4 tons stor mash tun (mæskningskar) og 8 washbacks (gæringskar). Destilleringen foregår på to kedelsæt, der er usædvanligt brede i bunden af kedlerne. Et andet karakteristisk træk ved kedelhuset på GlenAllachie er, at alle "shell and tube" kondensatorer er placeret oven på kedlerne. Destilleriets vandforsyning kommer fra det imponerende Benrinnes, der ligger lige bag selve destilleriet.
I oktober 2017 blev GlenAllachie Distillers Company grundlagt med det formål at overtage destilleriet fra Pernod Ricard. Virksomheden ledes af Master Distiller Billy Walker, der har over 50 års erfaring i whiskyindustrien. Han har Trisha Savage og Graham Stevenson som partnere. Virksomheden er godt rustet efter Billys salg af The Benriach Distillery Company, og derfor er der fokus på at tænke langsigtet. Tingene vil blive gjort ordentligt, og det bliver en spændende rejse, som Billy Walker inviterer os alle med på.