Det er Wagner-familien, som også grundlagde Caymus, der står bag Conundrum. Selected Grapes Red er som navnet antyder en blanding af flere forskellige druer – blandt andet Cabernet Sauvignon, Zinfandel og Petite Sirah. Alle er hentet fra nogle af de bedste Californiske vinmarker, men hvad forholdet er mellem druerne, vil familien ikke ud med.
Resultatet er alt andet end kedeligt. Farven er dyb lilla og i næsen dominerer mørk frugt, figner, varme krydderier og strejf af røg. Smagen er ovre i den intense afdeling med masser af brombær, mørke kirsebær, blommemarmelade, lakrids, bitter chokolade, vanilje og ristet eg. Lang , fløjlsblød finish som gør det svært at sætte glasset ned igen.