Galpin Peak Pinot Noir Bouchard Finlayson Walker Bay 2021
Walker Bay ligger i Cape South Coast-regionen, øst for Cape Town og det mere kendte vinområde Stellenbosch. Området er ikke kun en populær turistdestination, hvor man kan se hvaler om vinteren og foråret samt pingviner og søløver, men er også berømt for sine fremragende vine.
Walker Bay drager fordel af et relativt køligt klima på grund af havets nærhed og en lerholdig undergrund, der mange steder minder om Côte d'Or i Bourgogne. Flere vinproducenter, især i Hemel-en-Aarde Valley, har udnyttet disse forhold til at dyrke utraditionelle druer for Sydafrika som Pinot Noir og Riesling, samt klassiske sorter som Chardonnay og Sauvignon Blanc. Hermanus Wine Route byder på en rundtur til flere berømte vingårde.
Bouchard Finlayson anses i dag for at være Sydafrikas bedste 'Bourgogne-hus'. Beliggende i Hermanus, godt skjult i den kølige dal Walker Bay, ca. 120 km øst for Cape Town. Forbindelsen til Bourgogne går helt tilbage til firmaets grundlæggelse i 1989. Vinhuset blev skabt gennem et samarbejde mellem den berømte franske vinmager Paul Bouchard og den anerkendte sydafrikanske vinmager Peter Finlayson. Sammen ryddede de nøje udvalgte vinmarkparceller, bearbejdede jorden og plantede Chardonnay og Pinot Noir. Samtidig byggede de vinkældrene, som i dag huser nogle af Sydafrikas bedste vine. Deres mål var at forene klassiske traditioner fra den 'gamle' vinverden med den innovation og kreativitet, som Sydafrika er kendt for.
I dag råder ejendommen over 125 hektar, hvoraf kun 22 hektar er beplantet med vinstokke. Resten er dækket af områdets berømte vilde flora. Produktionen fokuserer stadig primært på Chardonnay og Pinot Noir, men også Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Sangiovese er blevet tilføjet gennem årene. Senest er der blevet plantet Nebbiolo, Barbera og Mourvèdre, druer som er sjældne i Sydafrika, men som giver fremragende resultater i Bouchard Finlaysons unikke terroir.
Pinot Noir-druerne til Galpin Peak Pinot Noir hentes fra vinmarken Galpin Peak i Hemel-en-Aarde Valley, Walker Bays mest berømte dal. Vinmarkerne er anlagt efter burgundiske traditioner med en høj beplantningstæthed på 9.000 vinstokke pr. hektar. Dette resulterer i en lille produktion pr. vinstok, men mere koncentrerede druer. Cirka 35% af klaserne fjernes under grøn høst, så kun de bedste klaser modner videre. Høsten foregår manuelt i op til tre omgange for at sikre optimal modenhed. Gæringen foregår i ståltanke med druernes naturlige gærceller. Vinen modnes derefter i franske egetræsfade (30% nye) i 10 måneder og gennemgår en naturlig bundfældning i 5 måneder på ståltanke.
Hemel-en-Aarde Valleys terroir er ideelt til Pinot Noir både klima- og jordbundsmæssigt. Dette afspejles tydeligt i vinens karakter. Galpin Peak Pinot Noir har en umiddelbar aroma af kirsebær, blommer og brombær. Smagen byder på en struktur og mineralitet, der fint matcher vinens frugtsødme og velour. Eftersmagen afslører mørke toner af cassis, som næsten minder om en Pommard fra Bourgogne. Det er en karakterfuld og harmonisk Pinot Noir.
Galpin Peak Pinot Noir serveres bedst til fjerkræ, kalv, lam og fuglevildt, men også til hvid- eller rødskimmeloste.
100% Pinot Noir
Alkohol: 13%
10 mdr. på franske træfade (30% nye) + 5 mdr. på stål.