INOPIA ROUGE Rotem & Mounir Saouma 2020
Côtes du Rhône
Inopia, navnet på vinen, er af latinisk oprindelse og betyder "mangel" eller "lavet af ingenting". Navnet symboliserer, at de 9 hektar jord, hvor vinen kommer fra, var uopdyrkede, da Rotem og Mounir overtog dem. I dag er de beplantet med 11 af de klassiske druesorter i Rhône-appellationen, hvor Grenache dominerer med omkring 70%, men vinen er også lavet på Mourvèdre, Counoise, Syrah og Cinsault. Jordbunden består af stenaflejringer blandet med ler og sand, en klassisk blanding i Orange-kommunen, som også leverer Châteauneuf-du-Pape vine. Dette giver vine med en god sprødhed og mineralitet og gode vandreserver i dybden. Clos Saouma besluttede fra starten ikke at tilføre nogen form for gødning for at reducere udbyttet og give mere koncentrerede vine.
De økologisk dyrkede druer er håndplukkede og transporteres til kælderen i små beholdere. De hele klaser overføres til en tank og gennemgår en koldmaceration i 8 dage, inden man stopper afkølingen og lader den alkoholiske gæring starte naturligt, uden tilsætning af gær. Efter ca. 10 dages gæring uden nogen form for omrøring presses masken skånsomt fra i en lodret presse. Derefter bliver mosten fyldt direkte på en kombination af store franske træfade (foudres, 23 og 34 hl.), æggeformede cementtanke (6 og 16 hl.) og mindre træfade (500 l.). Vinen modner derefter i 18 måneder uden omstikning på de samme beholdere og aftappes til sidst uden klaring eller filtrering og uden brug af svovl.
Inopia har en blank, mørk rød farve, og duften er lidt lukket ved åbningen, hvilket gør at hældning i en karaffel og brug af store glas kan anbefales. Rhônes klassiske nuancer af moreller, brombær, blommer samt krydrede toner af lakrids, tjære og vanilje kommer langsomt frem. Smagen er ekstremt koncentreret og mineralsk med god tørhed og tannin, men også med meget komplekse og intense frugttoner. Det er en meget sammensat rød Rhône, som fortjener nogle års modning.
10% Cinsault 10% Counoise 60% Grenache Noir 10% Mourvedre 10% Syrah