Chablis 1er Cru Vau de Vey Domaine Jean-Marc Brocard 2022 Øko
Chablis-distriktet ligger øst for byen Auxerre, ca. 120 km. fra Beaune. Dette – vel nok et af verdens mest berømte vindistrikter – producerer tørre hvidvine på Chardonnay. Mens hvide Bourgogne-vine, som produceres længere mod syd i f.eks. Meursault og Montrachet, er gyldne, "fede" og lidt hårde, er vinene fra Chablis straks lidt vanskeligere at definere. En typisk Chablis er aromatisk og blød, men samtidig ren og elegant i smagen. Duften af en Chablis bliver ofte sammenlignet med duften af vådt græs.
Chablis’ nordlige placering gør, at vinmarkerne (i alt 5.275 ha.) ofte er udsatte for et lidt barskere klima end Bourgognes vinmarker længere mod syd. Derfor varierer årgangene en del og dermed også vinens evne til at blive lagret. Dog har distriktets 1. Cru-vine, og især vinene fra de syv Grand Cru-marker, ofte mere struktur og fylde og dermed et bedre modningspotentiale. Chablis står for præcis 1/3 af hvidvinsproduktionen i Bourgogne.
Jean-Marc Brocard grundlagde i 1973 domainet af samme navn og tilplantede samtidig 0,6 ha. med Chardonnay- vinstokke omkring Sainte Claire-kirken i landsbyen Préhy i Chablis-distriktet. Derefter købte han løbende, når lejligheden bød sig, små parceller i forskellige vinmarker i området, og i dag råder vinhuset over ca. 200 ha. vinmarker i Chablis- og Auxerrois-området. I 1997 blev sønnen, Julien, også tilknyttet den daglige drift, og i dag er det ham som har overtaget ansvaret for dyrkningen og vinificeringen, men stadig godt hjulpet af sin far.
Den ingeniør-uddannede Julien, med stor interesse for økologi og biodynamik, påbegyndte straks i 1997 en overgang til disse dyrkningsmetoder på en enkelt vinmark på 11 ha. Aktuelt dyrkes nu ca. 60 ha. vinmarker økologisk (Agriculture Biologique) og 40 ha. efter biodynamiske forskrifter (Demeter), men det er planen, at alle 200 ha. vinmarker med tiden skal dyrkes biodynamisk. Domaine Jean-Marc Brocard er i dag anerkendt som det største familieejede vinhus i Chablis, og samtidig en af de største producenter af økologiske/biodynamiske vine i området. Den historiske Sainte Claire-kirke, hvor det hele begyndte, udgør stadig det naturlige centrum for ejendommen.
Vinene fra Domaine Jean-Marc Brocard bliver ofte fremhævet for deres særlige karakterfuldhed samt deres enestående aroma, finesse og mineralitet.
Vinmarken ”Vau de Vey” er et af flagskibene blandt 1. Cru ́'erne i Chablis og ligger på venstre bred af åen Serein. Navnet Vau (eller Vaux) stammer fra det latinske "vadum", som betegner et fugtigt og lavtliggende sted. Sammen med Vaux Ragons, som den hænger sammen med, danner den en lang, meget stejl skråning på i alt 40 ha. vinmarker, som vender mod sydøst. Det giver markerne en privilegeret eksponering mod solen om morgen og formiddagen, men til gengæld lidt køligere forhold om eftermiddagen. Dette bliver forstærket af nordenvinden, som ofte suser i dalen langs skåningen. En meget tætpakket jordbund af hård mergel, tvinger vinstokkene til at skyde rødder meget langt nede i undergrunden. Chardonnay-druerne skal her bruge længere tid til at opnå deres optimale modning, men til gengæld giver de vine med en fantastisk aromatisk, delikat og præcis stil. Netop det, som Chablis-vinene fra Vau de Vey er kendt for.
Jean-Marc Brocard råder over en lille økologiskdyrket parcel med vinstokke, som er ca. 30 år gamle. Druerne presses umiddelbart efter ankomsten til kælderen, og gæringen foretages med druernes egne gærstammer, noget som sikrer, at den enkelte parcels unikke karakter afspejles bedst muligt. Efter en malolaktisk gæring modnes vinen i 14
måneder ”sur lie” på ståltanke, uden omrøring. Aftapningen foregår efter en naturlig bundfældning og en ganske let filtrering, hvis nødvendigt.
Chablis 1. Cru ”Vau de Vey” har en meget klassisk stil for vinmarken, nemlig finesse og præcision. I duften finder man delikate nuancer af frisk græs, hvide buskblomster og sarte citrusfrugter. Smagen har en friskhed og mineralitet, som charmerer helt fra starten og bliver ved. Komplekse, blomsteragtige og let krydrede toner afsløres efter lidt iltning. En meget indtagende og charmerende Chablis. En god ledsager til fiske- og skaldyrsretter. Vinens har struktur nok til at blive serveret til lyst kød i lyse saucer eller til en salat med gedeost.
100% Chardonnay
Alkohol: 13%
14 mdr. "sur lie" på ståltanke
Økologisk