Dedicace a Pierre Pinot Noir Domaine Badoz 2020 Øko 

299,00 DKK

Vejl. udsalgspris 299,00 DKK


stk.


Baseret på 1 anmeldelse

Dedicace a Pierre Pinot Noir Domaine Badoz 2020 Øko 

Jura er et lille, men betydningsfuldt vindistrikt på omkring 1.500 hektar, beliggende i det østlige Frankrig mellem Bourgogne og Schweiz. Området har fået sit navn efter Jurabjergene, som udgør den nordøstlige del af Alperne. Vinmarkerne ligger spredt over det kuperede terræn ved foden af dette maleriske bjergmassiv, som både beskytter mod kolde vinde fra nord og skaber et ideelt terroir til vinproduktion. Vinene markedsføres under den regionale AOP "Côtes du Jura", men tre kommuner har deres egne AOP'er: Arbois, Château-Chalon og L'Étoile.

Jura er især kendt for sine hvide vine, som udgør størstedelen af produktionen (ca. 75%). De mest dyrkede hvide druesorter er Savagnin og Chardonnay. Savagnin anvendes blandt andet til den berømte "Vin Jaune", en tør hvidvin, der gennemgår en oxidativ modningsproces, der minder om sherry (dog uden tilsætning af alkohol). Vin Jaune omtales ofte som "vinens konge" og er en stolt repræsentant for Jura-regionen samt en af de mest unikke vine i Frankrig.

Området producerer også mousserende vine (Crémant du Jura) samt rødvine, primært baseret på druesorterne Poulsard, Pinot Noir og Trousseau. Disse rødvine er kendt for deres lyse farve og lette, frugtagtige karakter, som på smukkeste vis afspejler Juras kølige klima og unikke terroir.

Jura er kendt for at producere en række unikke vine, der ofte adskiller sig fra dem, der laves i resten af Frankrig. Selvom området er lidt overset blandt vinentusiaster, er det et must at udforske for dem, der søger vine med en særpræget karakter.

Domaine Badoz, grundlagt i 1659, er en familieejet vingård beliggende i byen Poligny i hjertet af Jura. Ejendommen og dens omfattende erfaringer er blevet overleveret fra far til søn gennem 10 generationer. Siden 2003 har Benoît Badoz stået i spidsen for familieforetagendet. Før han overtog, gennemgik Benoît en grundig uddannelse, både teoretisk og praktisk, med studier på Lycée Viticole de Beaune og praktikophold hos prominente producenter som Château Petrus i Pomerol og François Carillon i Puligny-Montrachet.

Domaine Badoz råder over cirka 20 hektar vinmarker i nogle af Juras mest prestigefyldte appellationer, herunder Arbois og Château-Chalon. De producerer en bred vifte af vine, herunder klassiske hvidvine, rødvine og mousserende vine. De fokuserer primært på lokale druesorter som Savagnin, Poulsard og Trousseau, samt Bourgognedruerne Chardonnay og Pinot Noir. De anvender ikke pesticider eller kunstgødning og har dyrket efter økologiske principper i flere år. Nogle af deres marker og vine har allerede opnået økologisk certificering, og de arbejder mod fuld certificering.

Domaine Badoz har opnået anerkendelse fra både nationale og internationale vinanmeldere og har modtaget flere priser og udmærkelser for deres fremragende vine. Deres engagement i kvalitet, tradition og respekt for Juras unikke terroir har gjort dem til en markant producent i regionen.


Denne vin, lavet på 100% økologiskdyrkede Pinot Noir-druer, er opkaldt til ære for Benoîts bedstefar, Pierre, som havde stor betydning for udviklingen af Domaine Badoz.

Druerne er høstet fra den kalkstensholdige mark "Les Roussots" (lieu-dit), omhyggeligt sorteret, skånsomt presset og gæret på druernes egne gærstammer. Efterfølgende er vinen lagret i 12 måneder på egetræsfade fra nogle af de bedste bødkere, herunder Tronçais og Allier.

Vinen har en lys rubinrød farve med diskrete noter af skovbund, røde bær og let krydrede toner. Smagen er tør, elegant, fyldig og harmonisk med bæragtige og let krydrede nuancer, samt et diskret let-ristet fadpræg.

Denne vin er et glimrende match mellem Jura og Bourgogne - den forener Juras lette, delikate stil med Bourgognes fyldige og elegante karakter.

Server vinen til retter med vildt, and eller lam.

100% Pinot Noir

Alkohol: 13,5%

12 Mdr på fransk eg

 


Lagerstatus: På lager