Nyhed

CREMANT DE BOURGOGNE ROSÉ BRUT Cave de Bissey

199,00 DKK

Vejl. udsalgspris 199,00 DKK


stk.


Ingen bedømmelse

CREMANT DE BOURGOGNE ROSÉ BRUT Cave de Bissey


Crémant de Bourgogne Rosé Brut

Det lå lige for at lave mousserende vin i Bourgogne med de klassiske druer Chardonnay og Pinot Noir – præcis som i Champagne. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte vinbønder i Côte Chalonnaise og Nuits-Saint-Georges at eksperimentere med mousserende vine, særligt i tider, hvor det var svært at sælge de stille vine. Dengang kendte man dem som Bourgogne Mousseux, og der fandtes endda Meursault Mousseux og Pommard Mousseux, før navnet Crémant de Bourgogne blev officielt i 1975.

Crémant de Bourgogne fremstilles i dag efter Méthode Traditionelle (den klassiske champagne-metode), med min. 9 måneders flaskelagring og på et udvalg af druer som Chardonnay, Pinot Noir, Aligoté, Melon, Gamay og Sacy. Kvaliteten varierer, men de bedste crémants kommer typisk fra Côte de Nuits og især Côte Chalonnaise – hvor denne vin også har sin oprindelse.

Cave de Bissey er et anerkendt kooperativ i landsbyen Bissey-sous-Cruchaud i den sydlige del af Côte Chalonnaise. Grundlagt i 1928 som det første kooperativ i området, blev det skabt for at give små vinbønder mulighed for at producere og sælge vin i fællesskab. I dag tæller kooperativet 35 vinbønder med ca. 100 hektar marker fordelt over prestigefyldte appellationer som Montagny, Givry, Rully, Bouzeron og Mercurey.

Cave de Bissey er især kendt for sine mousserende vine, og deres Crémants har vundet talrige priser for deres finesse, renhed og elegance.

Denne rosé crémant er lavet på 60% Aligoté, 30% Pinot Noir og 10% Gamay – en kombination, der giver både friskhed, struktur og charme. Vinen er gæret på flaske i hele 18 måneder, hvilket er dobbelt så længe som lovkravet, og det mærkes tydeligt i kompleksiteten. Brut-doseringen giver et restsukkerindhold på 9 g/l.

Farven er smukt intens rosé, boblerne fine og vedvarende. Duften er fyldt med friske røde bær som hindbær og ribs, toppet med et strejf af citrus. Smagen er livlig, sprød og elegant, hvor de røde bær følges af en snert af eksotisk frugt og citrus.

En oplagt vin som aperitif, men også et perfekt match til skaldyr, fisk og lette fjerkræsretter. Elegant, forfriskende og med masser af finesse – Bourgogne når det bobler bedst!


Lagerstatus: På lager