PASSI REALI ØKO ROSSO Passione Natura 2021
Smukt område og en skøn vin fra Valle Reales vinmarker i Abruzzo bjergene, midt i nationalparkerne Gran Sasso og Maiella. Druerne til denne vin er høstet økologisk, og man har brugt en særlig teknik kaldet ”appassimento”, hvor man tørrer hele klaser af druer i nogle uger på måtter eller kasser umiddelbart efter høsten. Denne teknik har en lang historie i området og blev brugt af både grækere og romere, men i Abruzzo bjergene blev teknikken ofte brugt af nød, da det kølige klima gjorde det svært at modne druerne optimalt. Men i dag bruger man teknikken for at give vinen mere fylde, velour og kompleksitet.
Passi Reali har en utrolig mørk og blank rød farve og en krydret, dyb og kompleks duft med toner af mørke kirsebær, blommer og brombær. Når man smager vinen, kan man mærke dens kødfulde og koncentrerede karakter med god velour og frugtrige toner af syltede, mørke bær. Samtidig finder man et dejligt bid og en fin tannin, som gør vinen endnu mere harmonisk med krydrede toner af mørk chokolade, mandler og lakrids i slutningen. Passi Reali er en meget kompleks og samtidig charmerende vin, som vil passe perfekt til retter med okse, lam, and og grøntsager.