Ramoro Pinot Grigio (Orangevin) Cantine Orsogna Abruzzo BIO/ØKO 2022
Det bjergrige distrikt Abruzzo, hvor IGP Terre di Chieti er en del, ligger ved østkysten i Midtitalien, syd for Marche-regionen og på højde med Rom. Selvom kun omkring en tredjedel af Abruzzos vinproduktion er klassificeret som DOCG/DOC, er området også hjemsted for flere IGP-distrikter, som bidrager til en spændende diversitet af stilarter og druesorter.
IGP Terre di Chieti, med sine omkring 1.800 hektar vinmarker, er det største IGP-område i Abruzzo og ligger i Chieti-provinsen i den centrale del af regionen. Her produceres både hvid-, rosé-, rød- og passito-vine på en bred vifte af hovedsageligt lokale, men også internationale druesorter. For vine, der angiver en enkelt druesort, skal minimum 85% af vinen bestå af den angivne drue, mens såkaldte "dual-varietal" vine skal indeholde 50-85% af den førstnævnte drue på etiketten.
Cantina Orsogna er opkaldt efter kommunen Orsogna, som ligger i Chieti-provinsen i Abruzzo. Med kun 15 km til Adriaterhavet og 20 km til Appenninerne, er dette område et unikt eksempel på, hvordan kvalitetslandbrug kan fungere i harmoni med en af Europas bedst bevarede naturparker.
Cantina Orsogna er en af de mest betydningsfulde producenter af økologisk vin i Italien og muligvis den største besidder af biodynamisk dyrkede vinmarker. Kooperativet blev etableret af lokale bønder i 1964 og råder i dag over mere end 1.100 hektar vinmarker, hvoraf mindst 80% er økologisk dyrket. Dette muliggør produktion af økologiske vine på flere niveauer, fra prisbillige "entry level"-vine til enkeltmarksvine af høj kvalitet.
Hos Orsogna dyrkes rødvinsdruerne Montepulciano d’Abruzzo (50%), Trebbiano og Sangiovese samt de lokale, hvide druer Pecorino og Cocociola.
Normalt er vinfarverne rød, hvid og rosé, men "orangevine" har vundet indpas. Disse vine laves af grønne druesorter, som normalt bruges til hvidvin, men hvor drueskaller og kerner bevares under gæringen, hvilket giver vinen dens karakteristiske orange farve. Farveskalaen kan variere fra lys orange til rød- eller brun-orange. Denne proces giver også vinen større fylde, tanninindhold og komplekse smagsnuancer, der minder om rødvine, hvilket åbner for nye gastronomiske kombinationer.
Ramoro er vinificeret som naturvin og orangevin. Den består af 85% Pinot Grigio og 15% andre lokale druesorter, der dyrkes biodynamisk i højtbeliggende vinmarker (450-500 m.o.h.) i Terre di Chieti. De kølige vækstbetingelser resulterer i meget aromatiske og sprøde vine. Efter en skånsom masning gæres vinen køligt (12-14°C i ca. 30 dage) på ståltanke med drueskallerne og kun med druernes egne gærceller. Vinen modnes derefter med sit bundfald i ståltanke i 3 måneder og yderligere 2 måneder efter aftapning før frigivelse.
Ramoro Pinot Grigio har en smuk kobberrød farve, som skyldes det lange ophold med Pinot Grigios rødprikkede skind. Duften er meget aromatisk og intens med nuancer af vilde blomster, gule blommer, mirabeller og et strejf af fersken. Der fremkommer også fede, æteriske toner. Smagen byder på en god balance mellem friskhed og frugtsødme, samt eksotiske frugttoner og krydderurter. Vinen slutter tør og let krydret, hvilket gør den velegnet til skaldyr og fisk samt retter med hvidt kød eller grøntsager.
85% Pinot Grigio 15% Andre
Alkohol: 13,5%
Økologisk
Biodynamisk