Nyhed

BARBARESCO AUTINBEJ DOCG Ca’ del Baio 2022

289,00 DKK

Vejl. udsalgspris 289,00 DKK


stk.


Ingen bedømmelse

BARBARESCO AUTINBEJ DOCG Ca’ del Baio 2022



Der findes få steder på kloden, der overgår Piemonte på en solbeskinnet efterårsdag. De bølgende bakker dækket af vinmarker gløder i gyldne nuancer, mens de sneklædte Alper troner i horisonten under en klar, blå himmel. Alligevel er det typiske efterårsvejr i Piemonte præget af tågedis – et naturfænomen, der opstår, når kold bjergluft fra Alperne møder den lune luft fra lavlandet.

Vinmæssigt er Piemonte i en klasse for sig. Ingen andre områder i Italien har så mange DOC- og DOCG-klassificeringer. Her produceres ikoniske vine som Barolo, Barbaresco, Langhe, Barbera d’Alba og Moscato d’Asti – alle med deres dedikerede tilhængere. Dog kan de høje priser på nogle af vinene lægge en dæmper på entusiasmen.

Barbaresco – variationens og kvalitetens distrikt

Området omkring landsbyen Barbaresco, hvor man producerer den prestigefyldte DOCG Barbaresco (ca. 700 hektar), er intensivt dyrket med Nebbiolo. Jordbund og eksponering varierer betydeligt, og derfor er der stor forskel på stil og kvalitet. Faktisk opererer man med hele 66 officielle “subzoner” – de såkaldte menzioni geografiche aggiuntive (MeGA'er) – hvoraf flere regnes blandt Italiens fineste vinmarker og kan sammenlignes med de franske "Cru"-klassifikationer.

Producentens kunnen spiller naturligvis også en central rolle. Barbaresco er i dag underlagt en streng lovgivning, der blandt andet regulerer udbytte og fadlagring – noget, der har medvirket til en markant kvalitetsforbedring.

Producenten: Ca’ del Baio

Ca’ del Baio er en familieejet vingård, der har været i familien Grassos hænder siden 1880 og nu drives af fjerde generation. Vingården har hjemme i Treiso – blot 7 km fra Alba – og råder over vinmarker i både Treiso og selve Barbaresco. Nogle af parcellerne ligger i topmarker som Asili, Valgrande, Marcarini og Pora.

Nebbiolo udgør naturligvis hovedparten af beplantningen, men Ca’ del Baio dyrker også Barbera, Dolcetto, Moscato, Chardonnay – og endda Riesling. Driften ledes af Giulio Grasso med støtte fra hans hustru Luciana. Deres døtre, Paola og Valentina, begge uddannede ønologer, udgør fjerde generation og overtager gradvist mere ansvar.

I de senere år har Ca’ del Baio været i rivende udvikling og formår på elegant vis at kombinere tradition og innovation. De anvender rustfrie ståltanke, store slavonske træfade på 20-30 hl (fra Gamba) samt mindre fade på 500 og 225 liter. Gæringen foregår med druernes naturlige gær, og kun minimale mængder svovldioxid tilsættes – nok til at sikre vinens holdbarhed under flaskelagring.

Ca’ del Baio har i dag opnået stor anerkendelse i både italienske og internationale vinguider. Det var derfor ikke nogen overraskelse, da Giulio Grasso i 2016 blev hædret med prisen "Viticoltore dell’anno" – årets vinbonde – af den anerkendte italienske vinguide Gambero Rosso.

Vinen: “Autinbej” Barbaresco DOCG

På den lokale piemontesiske dialekt betyder “autinbej” en udvælgelse af de mest fremragende Nebbiolo-druer fra vinmarkerne – et udtryk, Giulio Grassos far, Ernesto, ofte brugte om de mest gunstige steder i marken.

Årgang 2014 var udfordrende i store dele af Italien, men i et lille område omkring Barbaresco oplevede man optimale forhold. Derfor besluttede Ca’ del Baio at fremstille en ny, eksklusiv Barbaresco – “Autinbej”.

Druerne kommer fra to udvalgte parceller, hvor den ene vender mod øst og den anden mod vest – en kombination, der giver en harmonisk balance mellem friskhed, struktur og fylde. Vinstokkene er plantet i 2008 og 2009 på en klassisk blanding af mergel, kalk og sand. Gæringen sker i temperaturstyrede ståltanke, efterfulgt af malolaktisk gæring og 24 måneders lagring på store slavonske egetræsfade (botti), samt minimum fire måneder på flaske før frigivelse.

Vinen præsenterer sig med en flot rubinrød farve og en kompleks, intens næse med noter af viol, hindbær, kirsebærsten, hvid peber og bitter chokolade. Smagen følger næsen med kompleksitet og harmoni, ledsaget af markante, men elegante tanniner. Eftersmagen er lang og balanceret, og vinen er oplagt til and, svinekød, lam eller fuglevildt – gerne serveret i store glas.

100% Nebbiolo

Alkohol: 14,5%

24 mdr. på store, slavonske træfade + min. 4 mdr. på fl.


Lagerstatus: På lager