Pinot Noir Gumpoldskirchen Alte Reben
Thermenregion Johanneshof Reinisch Grillenhügel 2020 Øko
"Pinot Noir Gumpoldskirchen Alte Reben ØKO fra Johanneshof Reinisch i Thermenregion tilbyder en forførende duft af modne hindbær, kirsebær og subtile noter af blomme, kombineret med mineralske undertoner og et strejf af krydderi. Smagen er intens og koncentreret med en elegant balance mellem frugtige og krydrede nuancer, ledsaget af en silkeblød tekstur og en diskret, men velintegreret trækarakter. Denne vin byder på en kompleks og harmonisk oplevelse, der afsluttes med en frisk og langvarig eftersmag. En uforglemmelig Pinot Noir, der løfter gastronomiske oplevelser med kalv, fuglevildt, okse og lam til nye højder."
Vinregionen Thermenregion (2.181 ha) ligger syd for Wien og blev etableret i 1985 ved sammenlægningen af distrikterne Gumpoldskirchen og Bad Vöslau under Østrigs nye vinlov. Navnet "Thermen" stammer fra de romerske badeanlæg "Thermae Pannonicae" (nu i Baden), som brugte stedets svovlholdige varme kilder. Romerne dyrkede vin til gæsterne i badeanlæggene og til soldaterne fra nærliggende garnisoner, og for mere end 2000 år siden plantede de vinstokke i området. I middelalderen genskabte cisterciensermunkene fra Bourgogne vinmarkerne omkring deres kloster i Heiligenkreuz.
I den nordlige del af Thermenregion, omkring byerne Gumpoldskirchen, Pfaffstätten, Baden, Guntramsdorf og Traiskirchen, produceres især hvidvine på lokale druesorter som Rotgipfler, Zierfandler, Neuburger og Chardonnay. I den sydlige del, omkring Bad Vöslau, Sooß, Tattendorf og Teesdorf, er det rødvine, der dominerer, primært lavet på Pinot Noir, St. Laurent, Zweigelt, Merlot og Cabernet Sauvignon.
Familien Reinisch har produceret vin i fire generationer i Thermenregion, nær landsbyen Tattendorf, ca. 30 km syd for Wien. Det begyndte beskedent i 1923 med en enkelt parcel på 0,5 ha i vinmarken Ried Mitterfeld. Ejendommen er nu vokset til 40 ha omkring landsbyerne Tattendorf, Gumpoldskirchen og Guntramsdorf. Disse områder giver mulighed for at dyrke mange forskellige druesorter takket være variationerne i terroir. Fokus er på røde druer som Pinot Noir, St. Laurent, Zweigelt og Merlot (65%), mens hvidvinene primært laves på de lokale druer Rotgipfler og Zierfandler samt Chardonnay og Sauvignon Blanc.
Den nuværende vingård "Johanneshof" blev bygget i 1995 af Johann Reinisch, en berømt østrigsk vinpersonlighed og far til de tre brødre Hannes, Michael og Christian, som nu driver familievirksomheden. "Johanneshof" kombinerer traditionelle og moderne vinificeringsfaciliteter, hvilket sammen med de gode marker og familiens mangeårige erfaring muliggør produktion af vine af høj kvalitet. Rustfrie ståltanke anvendes sammen med træfade i forskellige størrelser til gæring og modning. Træet til fadene hentes lokalt, og familien tørrer stavene i 3-4 år før brug. Fadene ristes let, afhængig af vin og årgang.
I 2004 begyndte Johanneshof Reinisch en overgang til økologisk produktion, og i 2014 blev de certificeret som økologisk vinproducent. De betragtes i dag af mange vineksperter som en af Østrigs elitevinproducenter.
Pinot Noir-druerne til denne vin kommer udelukkende fra vinmarken Grillenhügel (”Fårekyllingebakken”) mellem Guntramsdorf og Mödling, øst for Gumpoldskirchen. Vinmarken ligger i en højde af ca. 260-300 m og har en undergrund domineret af kalk, ler og sand. Vinstokkene er ca. 25 år gamle og består af forskellige kloner af fransk, tysk og østrigsk Pinot Noir.
Efter afstilkning og skånsom knusning flyttes mosten til store træfade, hvor gæringen starter spontant med druernes egne gærceller. Gæringen varer i ca. 18 dage, hvilket giver en optimal farve-, aroma- og smagsekstrakt. Derefter modner vinen i 14-16 måneder på træfade af forskellige størrelser (225, 300 og 500 l, fransk eg, 60% nye).
Pinot Noir "Grillenhügel" har en flot, blank, mørk, rubinrød farve. Trækarakteren integreres smukt i vinen, som er ekstremt intens og koncentreret med komplekse toner af hindbær, kirsebær og blomme samt mineralske og krydrede nuancer af peber, lakrids og bitter chokolade. Vinen er velegnet til kalv, fuglevildt, okse og lam. Den bør iltes let på karaffel og serveres i store Bourgogneglas.
100% Pinot Noir
Alkohol: 13%
14 mdr. egefade/forskellige størrelser
Økologisk