Mencia el Paisano Dominio de Tares Bierzo 2022
“El Paisano” beskrives som "en rødvin med en hvidvins sjæl". Den har en lys, rubinrød farve med umiddelbare aromaer af violer, ribs, fuglekirsebær og en smule lakrids. Smagen er åben og frugtrig med karakter af røde bær og et strejf af krydderurter. Det er en uprætentiøs vin, perfekt til uformelle måltider med venner, havefester eller skovture. Prøv den også til stegt tunfisk. Serveres let afkølet.
Bierzo DO ligger i regionen Castilla y León i det nordvestlige Spanien. Selvom Ribera del Duero og Rueda er de mest kendte distrikter her, byder regionen også på spændende områder som Toro, Cigales og Bierzo. Bierzo DO, beliggende tæt på Galicien, har et bjergrigt landskab med jordbund rig på skiffer og granit. Med omkring 650 mm nedbør årligt og store temperaturforskelle mellem dag og nat, udvikler vinene fra Bierzo en særlig mineralsk karakter. De er ofte mere frugtrige, delikate og mindre alkoholrige end vinene længere sydpå i regionen.
Bierzo DO anvender lokale og unikke druesorter, der giver vinene en særlig stil og identitet. De hvide vine laves oftest på Godello, Palomino, Doña Blanca og Malvasia og er typisk tørre, friske og lette. De røde vine laves primært på Mencia, men også på Garnacha Tintorera, som tilfører mere styrke og farve. For at bevare den oprindelige stil for lette og saftige rødvine, tilsættes ofte hvidvinsdruer og/eller anvendes kulsyregæring. De seneste år har flere producenter vist, at Mencia-druen har et større potentiale end tidligere antaget.
Dominio de Tares blev grundlagt i 2000 og ligger nær San Román de Bembibre i Bierzo-distriktet. Bierzo fik sin DO-klassifikation i 1989, og Dominio de Tares har været en pioner i at bringe berømmelse til vinene fra Bierzo. Vinhuset har især fokuseret på de lokale druer, Mencia og Godello, og har dermed været med til at genoplive deres anseelse.
Et ungt og dygtigt team driver Dominio de Tares, alle med tilknytning til området og en fælles passion for at producere kvalitetsvine typiske for Bierzo. Fra starten har de udvalgt nogle af de bedste vinmarker, især parceller med ældre vinstokke.
Vinhuset råder over 30 hektar vinmarker placeret i både Bierzo Bajo og Bierzo Alto, samt skråninger i San Lorenzo, Otero og Salas de los Barrios. Denne diversitet kombineret med de ældre vinstokke (mellem 40 og 90 år gamle) giver perfekte muligheder for at fremstille harmoniske, elegante og komplekse vine.
“El Paisano” (bondens vin) er opkaldt efter den traditionelle vin, som blev drukket på gårdene i Bierzo. Dominio de Tares’ version består af 85% Mencia, suppleret med Palomino Fino (ca. 10%), Garnacha (2%), Doña Blanca (2%) og Godello (1%). Druerne kommer fra husets egne marker i Bierzo Alto, både fra unge og ældre vinstokke i en højde af 700 m.o.h., på kalk- og skifferundergrund.
Druerne transporteres til kælderen i små kasser à 18 kg. De gennemgår spontan gæring med deres egen gærkultur og uden brug af svovl. Efter en naturlig, lang malolaktisk gæring modnes vinen i 1-3 måneder på Bierzos traditionelle træfade “cubetos” med omstikning hver måned. Aftapningen sker efter minimal filtrering og uden brug af pumper.
85% Mencía 10% Palomino Fino 2% Dona Blanca 2% Garnacha/Garnatxa (Grenache) 1% Godello (Gouveio)
Alkohol: 13%