Vin Jaune Les Roussots Domaine Badoz Jura 2016
Jura er et relativt lille vindistrikt på omkring 1.500 hektar, beliggende i det østlige Frankrig mellem Bourgogne og Schweiz. Distriktet er opkaldt efter Jurabjergene, som udgør den nordøstlige del af Alperne. Vinmarkerne strækker sig ud over det kuperede terræn ved foden af dette smukke bjergmassiv, som ikke kun beskytter mod kolde vinde fra nord, men også tilbyder et ideelt terroir for vinproduktion. Vinene markedsføres under den regionale AOP "Côtes du Jura", men tre kommuner har deres egne AOP'er: Arbois, Château-Chalon og L'Étoile.
Jura er især kendt for sine hvide vine, der udgør størstedelen af produktionen i området (ca. 75%). De mest dyrkede hvide druesorter er Savagnin og Chardonnay. Savagnin bruges blandt andet til at producere den berømte "Vin Jaune", en tør hvidvin der gennemgår en oxidativ modningsproces, der minder om sherry (dog uden tilsætning af alkohol). Vin Jaune omtales ofte som "vinens konge" og er en stolt repræsentant for Jura-regionen samt en af de mest unikke vine i Frankrig.
Området producerer også mousserende vine (Crémant du Jura) samt rødvine, primært baseret på druesorterne Poulsard, Pinot Noir og Trousseau. Disse vine er kendt for deres relativt lyse farve og lette, frugtagtige karakter, der smukt afspejler Juras kølige klima og unikke terroir.
Jura producerer en række unikke vine, der ofte skiller sig ud fra dem, der produceres i resten af Frankrig. Området er dog lidt overset blandt vinentusiaster, men for dem der søger vine med en unik karakter, er Jura et must.
Domaine Badoz, grundlagt i 1659, er en familieejet vingård beliggende i byen Poligny i hjertet af Jura. Ejendommen og dens erfaringer er blevet overdraget fra far til søn gennem 10 generationer. Siden 2003 har Benoît Badoz ledet familieforetagendet. Inden Benoît overtog, gennemgik han en grundig uddannelse, både teoretisk og praktisk, med studier på Lycée Viticole de Beaune og praksis hos prominente producenter som Château Petrus i Pomerol og François Carillon i Puligny-Montrachet.
Domaine Badoz råder over cirka 20 hektar vinmarker i nogle af Juras mest prestigefyldte appellationer, herunder Arbois og Château-Chalon. De producerer en bred vifte af vine, herunder klassiske hvidvine, rødvine og mousserende vine. Deres arbejde fokuserer på lokale druesorter som Savagnin, Poulsard og Trousseau, samt Bourgognedruerne Chardonnay og Pinot Noir. De anvender ikke pesticider eller kunstgødning og har dyrket efter økologiske principper i flere år. Nogle marker og vine har allerede opnået økologisk certificering, og processen mod fuld certificering er i gang.
Domaine Badoz har opnået anerkendelse fra både nationale og internationale vinanmeldere og er blevet tildelt flere priser og udmærkelser for deres fremragende vine. Deres engagement i kvalitet, tradition og respekt for Juras unikke terroir har gjort dem til en markant producent i regionen.
Vin Jaune er den ultimative specialitet fra Jura. Denne vin er lavet 100% på Savagnin-druer, som er høstet manuelt fra en af ejendommens bedste parceller, "Les Roussots" (lieu-dit), hvor vinstokkene er over 50 år gamle. Druerne bliver nænsomt presset og gæret på deres egen naturgær, hvorefter vinen lagres på egetræsfade i ikke mindre end 6 år. Under den lange lagringsperiode fordamper omkring en tredjedel af vinen, men som det også kendes fra Sherry, dannes der et lag af gærrester (flor) ovenpå vinen, hvilket beskytter den mod for kraftig oxidering.
Den lange fadlagring giver vinen krydrede aromaer af nødder, mandler og karry. Smagen byder på stor aromatisk kompleksitet med noter af blandt andet morkler og friske valnødder tilsat kraftige krydrede indslag. Det er en meget harmonisk, kraftig, fyldig og tør vin, der på mange måder er helt sin egen, og som besidder et stort lagringspotentiale på over 30 år.
Nyd vinen let afkølet ved cirka 16°C og server den sammen med lokale Comté-oste, syltede valnødder, hvidløgssnegle, hane i morkel-flødesauce eller mørk bitterchokolade.
100% Savagnin (Traminer)
Alkohol: 14,5%
72 Mdr på Franske fade