Distriktet
Med omkring 22.000 hektar vinmarker er Pfalz det næststørste vinområde i Tyskland, og det strækker sig fra den franske grænse i syd til Rheinhessen i nord. Området har i lang tid været kendt for sine friske hvidvine, især dem lavet på Riesling og Müller-Thurgau, samt for sine mousserende vine (sekt) og rødvine, ofte baseret på Portugieser-druen. De seneste år har området oplevet en betydelig kvalitetsforbedring, takket være en ny generation af vinproducenter. I dag kan man finde en række spændende vine fremstillet på druer som Pinot Noir og Kerner. Udvalget spænder fra robuste og fyldige vine til lettere, milde og forfriskende typer.
Producenten
Vi værner om vores smukke natur, og derfor er vinene fra ROOTS BEVERAGES certificeret økologiske og nøje udvalgt fra ansvarlige producenter, der fremstiller deres vine uden brug af pesticider og med et lavt indhold af sulfitter. Det er et ufravigeligt krav, at vinenes kvalitet er højere end det, der normalt findes på markedet i samme prisklasse. Selvom vinens kvalitet ikke påvirkes af, om den tappes hos producenten i udlandet eller transporteres til Danmark i sterile tanke og tappes på flasker her, har det en betydelig indvirkning på miljøet. Ved at transportere vinen i tanke i stedet for flasker reduceres CO2-udledningen betydeligt, da det muliggør transport af langt større mængder vin pr. lastbil.
Produktet
Etiketten og navnet er skabt med lige dele salgspotentiale og humor. Weingut Karl Schaefer i Pfalz har tappet vinen for os, hvilket godt nok bryder med et af vores grundprincipper om bæredygtighed, men aftapning i Danmark på den høje, slanke flaske (flüte) er desværre ikke muligt. Vinen har en frisk og livlig duft med noter af vilde blomster, citrus og passion. Smagen er ren, med en god struktur og tørhed, efterfulgt af en lang, mineralsk eftersmag. Dette er en klassisk, forfriskende og appetitvækkende Pfalz-Riesling, som udelukkende er vinificeret på ståltanke.
Vinen er velegnet til salater, skaldyr og fisk, men fungerer også godt til pasta- eller risottoretter.