Dagromis Barolo Angelo Gaja 2019
Piemonte er kendt som et af de smukkeste steder på jorden, især om efteråret, hvor de bølgende vinmarker skinner i gyldne farver under en klar blå himmel med de sneklædte Alper som baggrund. Her mødes kølig bjergluft fra Alperne med lun luft fra lavlandet og skaber et let tågedis, som giver området en magisk stemning. Piemonte er også Italiens vinmæssige juvel, hjemsted for flere DOCG-vine end nogen anden region, og Barolo står som en af de mest prestigefyldte vine, elsket for sin dybde og kompleksitet, på trods af de ofte høje priser.
Barolo kommer fra et lille område syd for Alba, hvor vinmarkerne strækker sig over bakkede landskaber med historiske slotte og landsbyer som La Morra, Barolo, Monforte d'Alba og Serralunga d'Alba. Området er opdelt i 181 subzoner – kendt som "MeGAs" (Menzioni Geografiche Aggiuntive) – hvor nogle af de mest berømte marker findes. Barolo, lavet udelukkende på Nebbiolo-druer, kræver strenge produktionsregler, hvilket har løftet vinens kvalitet gennem årene. Barolo er kendt for sin granatrøde farve og aromaer af blommer, tjære og lakrids, kombineret med en stærk tanninstruktur, der sikrer en lang levetid.
Angelo Gaja, en af de mest indflydelsesrige vinproducenter i Italien, har siden 1960'erne været en pioner inden for kvalitetsvinfremstilling. Med sin kompromisløse tilgang til vinens kvalitet har han banet vejen for andre producenter både i Piemonte og på verdensplan. I dag fortsætter hans børn, Gaia, Rossana og Giovanni, med at drive vinhuset videre, men Angelo er stadig en central figur, der sikrer, at GAJA-vinene forbliver i den absolutte top.
Gaja overtog den berømte Gromis-vingård i La Morra i 1995, og dermed også 10 hektar i den berømte Cerquio-vinmark – en af de bedste i Barolo. Dagromis Barolo er et resultat af Nebbiolo-druer fra både La Morra og Serralunga d’Alba, hvor jordbunden af kalk og ler bidrager til vinens kompleksitet og struktur.
2019-årgangen blev præget af et omskifteligt vejr med en kølig og våd forårssæson efterfulgt af en varm og solrig sommer, som sikrede en lang og langsom modning af druerne. Dette resulterede i en vin med dyb koncentration og friskhed. Efter en separat vinificering af de forskellige parceller gennemgår vinen malolaktisk gæring og modnes i 12 måneder på barriques og yderligere 18 måneder på store botti.
Dagromis Barolo 2019 imponerer med sin intense rubinrøde farve og komplekse duft af tørrede blomster, vilde roser, læder og hvid peber. På ganen afslører vinen en rig og koncentreret smag med noter af brombær, lakrids, hvid peber og diskrete nuancer af skovbund og træ, mens en antydning af mynte tilføjer en forfriskende afslutning. Denne Barolo har en fremragende struktur og er velegnet til lagring, men hvis den nydes ung, bør den iltes på karaffel for at bringe dens dybde frem.
Barolo Dagromis er ideel til kraftige retter som lam, and, vildt eller modne oste, hvor vinens komplekse og kraftfulde karakter virkelig kommer til sin ret.
100% Nebbiolo
Alkohol: 14%
12 mdr. på barriques (30% nye) + 18 mdr. botti