Chateau Coutet Saint Emilion Grand Cru 2021 Øko
Saint-Emilion-vinene er blandt de mest berømte og eftertragtede i verden, og med god grund. Dette historiske vindistrikt ligger på Dordogne-flodens højre bred og strækker sig over ni kommuner omkring den pittoreske, middelalderlige by Saint-Emilion. Oprindeligt var området befæstet og havde sin egen domkirke og kloster, hvor munkene fra det 13. århundrede og flere århundreder frem dyrkede vin, hvilket bidrog til områdets vedvarende kvalitet. I dag huser Saint-Emilion og Saint-Emilion Grand Cru AOC/AOP-distrikterne, som dækker 5.450 ha. fordelt på omkring 700 producenter, en imponerende samling af klassificerede slotte samt spændende vine fra mindre kendte vingårde. Nord for hoveddistriktet finder man fire mindre AOC'er i satellit-kommuner, der også producerer kvalitetsvine og kan tilføje "Saint-Emilion" til deres navn: Saint-Georges, Montagne, Puisseguin og Lussac.
Jordbunden består hovedsageligt af kalksten, hvilket gør det nemt at udgrave de talrige vinkældre i og omkring byen. De kalkrige terrasser og de mere sandede, lerholdige lag i dalen er ideelle for især Merlot-druen, der er dominerende i Saint-Emilion (og i nabodistriktet Pomerol). Denne drue er nøglen til vinens særlige finesse og fløjlsbløde kvalitet, mens en blanding af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Malbec sikrer robust struktur og modningspotentiale. Den nyeste klassifikation af Grand Crus Classés-slotte blev opdateret i 2022.
Château Coutet, grundlagt i 1680, drives nu af 12., 13. og 14. generation af familien David Beaulieu. Slottets 16 ha., hvoraf 12,5 ha. er beplantede med vinstokke i gennemsnitsalderen 32 år, ligger på det berømte kalk- og sandholdige plateau, St. Martin. Området er kendt for naboer som Angélus og Beauséjour-Duffau.
Vinmarkerne består af 60% Merlot, 30% Bouchet (Cabernet Franc), 3% Cabernet Sauvignon og 7% Pressac (Malbec), som alle dyrkes økologisk. Familien har aldrig anvendt kemiske sprøjtemidler og praktiserer manuel arbejdskraft, inklusiv brugen af trækheste til pløjning, hvilket understøtter et unikt mikroklima omkring slottet.
Vinificeringsprocessen begynder med klassisk gæring i ståltanke med naturlig gær, efterfulgt af malolaktisk gæring og modning i en blanding af store fade (10-35%) og traditionelle barriques (225 l) både nye (20%) og brugte. Modningstiden varierer fra årgang til årgang men er typisk på 14-18 måneder.
Den økologiske Château Coutet er en klassisk St. Emilion med en intens duft og mørke toner. Ved iltning i glasset åbnes der op for en mere frugtrig og delikat profil. Smagen er afrundet og frugtig selv i vinens ungdom, med nuancer af tobak, modne bær og et strejf af tørt græs, afrundet af en markant mineralitet og krydrede toner mod slutningen. Vinen udvikler mere velour og harmoni med iltning.
Denne charmerende vin er ideel til at ledsage retter som kalvekød, and eller hvidskimmeloste. Den bør serveres ved 18 grader og åbnes cirka en halv time før indtagelse.
Økologisk