Gaja Magari Bolgheri DOC Ca' Marcanda Gaja 2020
Selvom man måske forventer en vin i Bordeaux-stil baseret på druesammensætningen, afslører Bolgheris unikke terroir en fascinerende kombination af struktur og moden frugt. Magari er kendt for sin dybt mørke farve og duften af brombær, solbær og lakrids, med en underliggende friskhed, der balancerer vinens imponerende frugtkoncentration. Den er både ren og harmonisk og har et enormt udviklingspotentiale.
Ingen anden vinproducent har haft en så stor indflydelse på den internationale vinscene i de seneste årtier som Angelo Gaja. Han er med rette blevet kaldt "Kongen af Piemonte" og har været en inspirerende bannerfører for alle kvalitetsorienterede vinproducenter – særligt i Italien. De seneste år har han gradvist inddraget 5. generation, bestående af døtrene Gaia og Rossana samt sønnen Giovanni, men de har naturligvis stadig deres far og mentor ved deres side.
I midten af 1990’erne tog Angelo Gaja springet til Toscana med stor entusiasme. Først overtog han Brunello-ejendommen "Pieve di Santa Restituta", og i 1996, efter lange og ihærdige forhandlinger, lykkedes det ham endelig at erhverve en særlig ejendom mellem Bolgheri og Castagneto Carducci i Maremma. Den tidligere ejer var svær at overtale, hvilket inspirerede Angelos kone til at navngive ejendommen "Ca’ Marcanda" – på piemontesisk dialekt: Huset hvor man forhandler.
Efter overtagelsen blev 60 af ejendommens 80 hektar vinmarker omhyggeligt genplantet med druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Syrah, Vermentino og Viognier. Seks år senere stod et topmoderne vineri klart til at bringe Gaja-familiens vision til live.
Navnet "Magari", der på italiensk betyder "bare det var sandt", blev valgt med en subtil blanding af ironi og håb – en typisk piemontesisk (eller Gaja’sk) måde at få smilet frem på, især når man har investeret så meget arbejde som i projektet Ca’ Marcanda.
Siden 2015 har Magari været sammensat af 60% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, selvom sammensætningen kan variere lidt afhængigt af årgangen. Hver druesort gæres separat i ståltanke, og efter den malolaktiske gæring modnes vinene i 12 måneder på nye og et til to år gamle barriques. Efter samstikningen lagres vinen yderligere nogle måneder, før den sendes ud i verden.
60% Cabernet Franc 30% Cabernet Sauvignon 10% Petit Verdot
12 mdr. på nye og 1-2 år barriques.