Brut Millesime Champagne Brut Jean Vesselle Bouzy 2011
Champagne er uden tvivl Frankrigs (og verdens) mest berømte vindistrikt, strategisk placeret tæt på Flandern, England og Paris, som historisk set har været store aftagere af champagnens vine. Mange myter omkranser både opfindelsen og fremstillingen af denne ikoniske vin.
Geografisk set ligger Champagne i det nordlige Frankrig, omkring 150 km nordøst for Paris. Området strækker sig over departementerne Marne (som udgør 4/5 af arealet), Aube samt enkelte marker i Aisne, Seine-et-Marne og Haute-Marne. Vinens kvalitet varierer betydeligt fra område til område og fra år til år, hvilket skyldes variationer i undergrunden, især kalkindholdet, og de svingende klimatiske forhold (regn, frost osv.). Desuden spiller håndværket en afgørende rolle i kvaliteten.
Sammenlignet med de store champagnefirmaers produktion på millioner af flasker årligt, er Jean Vesselles årlige produktion på ca. 100.000 flasker beskeden. Kvalitet frem for kvantitet gælder her, og blandt champagnekendere er familieforetagendet Jean Vesselle kendt som en af de dygtigste "Récoltants-manipulants" - en producent, der selv vinificerer sine druer i stedet for at sælge dem videre til større firmaer.
Beliggende i Bouzy, en by berømt for sin Pinot Noir, var Jean Vesselle indtil begyndelsen af det 20. århundrede mest kendt for at producere fremragende rødvine på Pinot Noir. Chardonnay og Pinot Meunier blev solgt videre til store producenter.
Som mange andre champagneproducenter oplevede Vesselle, at deres vinmarker blev ødelagt enten af vinlusen Phylloxera i slutningen af 1800-tallet eller af kamphandlingerne under Første Verdenskrig. Markerne blev genopbygget i 1921, men økonomiske vanskeligheder gjorde det umuligt at sælge druerne, så Jean Vesselles bedstefar begyndte selv at producere champagne. Hans far fortsatte produktionen, men solgte 30-60% af druerne. Først da Jean overtog firmaet, blev det besluttet at anvende hele drueproduktionen selv, hvilket fortsat er tilfældet.
Efter Jean Vesselles død i midten af 1990’erne har hans datter, Delphine, og hendes mand, David, stået i spidsen for virksomheden. De har med stor dygtighed udviklet Champagne Jean Vesselle, som nyder stor anseelse og samtidig tilbyder god værdi for pengene. Firmaets nuværende 15 ha vinmarker er udelukkende beplantet med Pinot Noir (90%) og Chardonnay.
Prestige Millésime består af 70% Pinot Noir og 30% Chardonnay fra cirka 30 år gamle vinstokke i Bouzy. Kun de bedste druer fra en enkelt topårgang anvendes til denne cuvée, og efter den første gæring udvælges de bedste vine til Prestige Millésime. Vinen gæres på flaske i mindst 8 år og "doseret" med 7-8 g sukker pr. liter. Det lange ophold på flaske med vinens naturlige bundfald (lie) tilføjer kompleksitet, aroma og charme.
Prestige Millésime er en kompleks og intens champagne med spændende aromaer af tørrede abrikoser, honning, akacieblomst og kage. Disse elementer genfindes i smagen, hvor vinen viser sin maskulinitet og har en lang og delikat eftersmag. Den er perfekt til festlige lejligheder og receptioner, samt til måltider med fisk eller skaldyr, gerne med krydrede eller eksotiske toner.
70% Pinot Noir, 30% Chardonnay
2. gæring på flaske: Ca. 8 år.
Alkohol: 12%