Oeil de Perdrix Champagne Jean Vesselle Bouzy
Wine & Spirits Top 100 Wineries 2021
95 point Wine & Spirits
93 point Vinous
Champagne er nok Frankrigs (og verdens) mest berømte vindistrikt, tæt beliggende på Flandern, England og Paris, som altid har været gode aftagere af champagne. Historisk set er der mange myter forbundet med både opfindelsen og fremstillingen af champagne.
Geografisk ligger Champagne i det nordlige Frankrig, cirka 150 km nordøst for Paris, og dækker departementerne Marne (4/5 af arealet), Aube samt enkelte marker i Aisne, Seine-et-Marne og Haute-Marne. Kvaliteten varierer meget fra område til område og fra årgang til årgang, da undergrunden - især kalkindholdet - spiller en væsentlig rolle, ligesom de varierende klimaforhold (regn, frost osv.) også påvirker kvaliteten. Håndværket er ligeledes afgørende for vinens kvalitet.
Sammenlignet med de store champagnefirmaers årlige produktion på millioner af flasker, er Jean Vesselles årlige produktion på cirka 100.000 flasker beskeden. Kvalitet frem for kvantitet er dog kendt, og Jean Vesselle anses blandt champagnekendere for at være en af de dygtigste "Récoltants-manipulants" - en producent, der selv vinificerer sine druer i stedet for at sælge dem videre til større firmaer.
Jean Vesselle ligger i Bouzy, en by kendt for den gode kvalitet af Pinot Noir-druen. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var Jean Vesselle mest kendt for at producere fremragende rødvine på Pinot Noir, mens Chardonnay og Pinot Meunier blev solgt til store producenter.
Som mange andre champagneproducenter oplevede Vesselle, at deres vinmarker enten blev ødelagt af vinlusen Phylloxera i slutningen af 1800-tallet eller af kamphandlingerne under Første Verdenskrig. Markerne blev genopbygget i 1921, men den økonomiske situation gjorde det umuligt at sælge druerne, så Jean Vesselles bedstefar begyndte selv at lave champagne. Hans far fortsatte produktionen, men solgte 30-60% af druerne. Da Jean overtog firmaet, besluttede han at bruge hele drueproduktionen selv, hvilket fortsat er tilfældet.
Efter Jean Vesselles død i midten af 1990’erne har hans datter, Delphine, og hendes mand, David, drevet virksomheden. De har med stor dygtighed udviklet Champagne Jean Vesselle, der nyder stor anseelse og er samtidig god værdi for pengene. Firmaets nuværende 15 ha vinmarker er udelukkende beplantet med Pinot Noir (90%) og Chardonnay.
Tidligere opstod den "grå-rosé" farve, kendt som "Oeil de Perdrix," ofte utilsigtet, når nogle Pinot Noir druer blev knust og afgav farve til mosten. Mange store champagnefirmaer forsøgte at fjerne denne farve, hvilket desværre også reducerede vinens smag og karakter.
"Oeil de Perdrix" har længe været Jean Vesselles specialitet. Den fremstilles kun af Pinot Noir druer fra de bedste og mest solrige parceller, hvilket giver vinen en intens og kødfuld karakter. Den er tør og elegant med en smuk, frugtagtig bouquet. Farven, en grå-rosé, forklarer navnet "agerhøneøje."
Oeil de Perdrix er en karakterfuld champagne, der kan nydes som aperitif eller til et helt måltid - en udsøgt oplevelse!