SAUVIGNON-MALVASIA, I TRATTURI IGP Salento, San Marzano Vini 2023
Vinens historie i den sydlige italienske region Puglia strækker sig tilbage til oldtiden, og gennem alle perioder har vindyrkningen været udfordrende. Landskabet kan virke barskt og ugæstfrit, næsten som en af de varmeste og mest golde egne på jorden. Den rødlige, stenede jord blandes med kaktusser, buske og små forkrøblede træer, mens nattekulden og pludselige storme, der opstår, når varm luft møder den kølige adriatiske brise, forstærker det rå indtryk.
Hemmeligheden bag områdets bedste vine ligger i undergrunden, hvor kalkrige lag skaber dybe vandreserver. Vinstokkene udnytter selv de mindste sprækker i kalken for at hente næring dybt nede. De kølige nætter og vinde fra Adriaterhavet forlænger druernes modning og fremmer deres frugtkarakter og aroma. Resultatet er vine, der kombinerer kraft og alkoholstyrke med friskhed, elegance og kompleksitet. Puglia byder på en række fremtrædende distrikter med egne DOCG- eller DOC-klassifikationer, som f.eks. Castel del Monte (DOCG), Brindisi, Primitivo di Manduria, og Salice Salentino, samt spændende IGT/IGP-distrikter som Puglia, Murgia, Salento, og Tarantino. Når en drue angives på etiketten (fx Puglia Primitivo IGT), skal vinen indeholde mindst 85% af denne drue.
Feudi di San Marzano, grundlagt i 1962, er en af de mest betydningsfulde producenter i Salento. De samarbejder med mange små druedyrkere via langtidskontrakter og har siden 2003 haft et tæt partnerskab med det anerkendte vinfirma Farnese Vini. Vingården, beliggende nær Taranto, råder over moderne faciliteter og fokuserer på at udnytte områdets terroir ved at praktisere separat vinificering for de forskellige jordlodder. Jordbunden, kendt som “Terra Rossa”, er rig på jern og består af en blanding af sand, sten og kalk – ideel for druer som Primitivo, Negroamaro, og Fiano.
Deres Sauvignon-Malvasia “I Tratturi” er lavet på en blanding af 50% Sauvignon Blanc og 50% Malvasia fra nøje udvalgte parceller i Salento. Gæringen og modningen foregår udelukkende på ståltanke for at bevare vinens friskhed og aromatiske karakter.
Vinen har en smuk, gylden farve og en indbydende, aromatisk duft med noter af fersken, mango og mandarin. Smagen er perfekt balanceret med eksotiske frugtnuancer, sprødhed og struktur. En fremragende vin til aperitif, terrassestunder eller til asiatiske skaldyrs- og fiskeretter. Den er også et oplagt valg til sushi, hvor dens friskhed og aromatiske stil virkelig kommer til sin ret.