Tin Cross Cabernet Sauvignon Pine Mountain Leo Steen Wines 2020
"Klassisk og vellavet U.S. Cab med masser af solbær, brombær, tobak og mørk chokolade."
Pine Mountain - Cloverdale Peak AVA er et af Californiens nyeste AVA-distrikter, etableret i 2011, og ligger i den nordlige del af staten, fordelt på Sonoma County og Mendocino County. Selvom området har et stort dyrkningspotentiale med vinproduktion siden 1850, er der i dag kun omkring 110 hektar vinmarker, primært beliggende højt over byen Cloverdale, fra cirka 550 meter over havets overflade. Pine Mountain, der strækker sig op til 1.000 meter, og de kølige vinde fra vestkysten påvirker klimaet betydeligt.
Dette varierede og kuperede landskab skaber mange mikroklimaer, der giver gode betingelser for at dyrke aromatiske, næsten cool-climate hvidvine samt farverige, rene, strukturerede og mineralske rødvine.
Leo Steen Wines er grundlagt af danskfødte Leo Steen Hansen. Hans interesse for mad og vin blev vakt tidligt, da hans far var køkkenchef, og denne interesse blev yderligere styrket, da han som 20-årig kom i lære hos sommeliermester Orla Farmann på Munkebjerg Hotel. Efter at have arbejdet på gode restauranter i Frankrig, Spanien og Italien og afsluttet sin europæiske sommelieruddannelse, blev han i 1997 chefsommelier på Restaurant Kong Hans i København. En rejse til Californien for at udvælge vin inspirerede ham så meget, at han i 1999 flyttede til Californien for at forfølge sin drøm om at lave vin. Han slog sig ned i Sonoma, hvor han arbejdede på forskellige vinhuse om dagen og som sommelier om aftenen.
I 2002 begyndte han at arbejde hos Stuhmuller Vineyards i Alexander Valley, mens han tog en ønologuddannelse. I 2004 blev han ansvarlig for vinificeringen hos Stuhmuller og startede samtidig sit eget firma, Leo Steen Wines, hvor han lavede vine sideløbende. Gode relationer til ejere af nøje udvalgte parceller gav ham adgang til druer af høj kvalitet.
I dag arbejder Leo fuldtid med sit eget firma og har udvidet sin portefølje betydeligt. Han har opnået stor anerkendelse for sine vine, der søger at efterligne den europæiske stil så meget som muligt. Dette opnås gennem brug af naturgær, lavere alkoholindhold og mindre brug af ny eg. Leo er også fokuseret på bæredygtighed, og anvender biodynamiske og økologiske principper i sin vinproduktion.
Druerne til denne Cabernet Sauvignon kommer fra en enkelt vinmark på Tin Cross Ranch i den nordlige del af Mayacamas Mountain Range, i Pine Mountain - Cloverdale Peak AVA. Vinstokkene, plantet i 1991, dyrkes økologisk i en højde på cirka 700 meter, hvor de får rigelig sol og god afkøling. Den vulkanske, porøse jordbund giver god dræning og rigelige vandreserver i dybden, hvilket resulterer i druer med masser af aroma, bid og mineralitet samt en pæn syre og fedme, der sikrer god harmoni og friskhed.
Efter sortering af druerne bliver de afstilket og gæret i 500 liters træfade med naturlig gær. Efter en skånsom presning gennemgår vinen malolaktisk gæring og modnes i 20 måneder på franske træfade, hvoraf 25-50% er nye, afhængig af årgangen. Vinen tappes uden filtrering efter naturlig bundfældelse, og produktionen er begrænset til omkring 1.000 til 1.200 flasker, som sælges til lokale Wine Clubs og til Danmark.
Denne vin er et fremragende eksempel på den perfekte harmoni mellem elegance og fylde, som en Cabernet Sauvignon fra Pine Mountain kan levere. Duften og smagen byder på fine nuancer af vilde roser og hyben samt kraftigere noter af solbær, brombær, tobak og chokolade. Meget karakterfuld og harmonisk.
100% Cabernet Sauvignon
Alkohol: 12,5%
17 mdr. på franske træfade (25% nye)